Kom gratis på glatis i skøjtehallen
Lørdag d. 29. september kl. 10-16 slår Aarhus Skøjtehal dørene op til sæsonens første skøjtetur. Det sker traditionen tro med en gratis dag for hele familien.
Hele dagen er der fri skøjt, flot kunstskøjteløb, ishockeyopvisning og isdisco på isen - og uanset om det er første eller tiende gang på isen, så er der plads til alle.
Første gang på isen
Har du eller dit barn aldrig skøjtet før? Pyt med det - så kan I lære det ved hjælp af de søde hjælpepingviner, der hjælper nybegyndere med at færdes på isen.
Program for dagen
Første 40 min.: Fri skøjt inkl. 15 min. isdisco
Næste 10 min.: Isen forlades pga. iskørsel
Sidste 10 min.: Aarhus Skøjteklub oh Ishockeyklubben Aarhus underholder
... og sådan kører programmet hver time gennem hele dagen.
Godt tip! Husk varmt tøj og medbring også gerne egne skøjter.
Der er salg af mad- og drikkevarer i Café Skøjtehallen på 1. sal.
Inviter familien, kammeraterne eller kæresten til en sjov og hyggelig dag med fuld fart på - vi glæder os til at se jer!