Gå til hovedindhold

Genåbning udskudt

Det stigende antal smittede med COVID-19 i Aarhus har fået Aarhus Kommunes kriseledelse til at udsætte genåbningen af de to svømmehaller Gellerupbadet og Badeanstalten Spanien.

Indhold

    Svømmehallerne Gellerupbadet og Badeanstalten Spanien, der har været lukkede siden nedlukningen af Danmark, skulle efter planen være åbnet på mandag. Men nu er genåbningen udskudt i foreløbigt 14 dage.

    Situationen i Aarhus er tiltagende alvorlig. Der er i denne uge registreret 150 smittede i Aarhus Kommune. Derfor iværksættes der nu yderligere tiltag, så smittespredningen kan bringes under kontrol. I alt har Sundhedsministeren iværksat ti tiltag, der skal reducere smittespredningen. På den baggrund har kriseledelsen i Aarhus Kommune besluttet ikke at åbne yderligere op på nuværende tidspunkt.

    De ti tiltag er:

    • Krav om brug af mundbind i forbindelse med kollektiv transport
    • Opfordring til at undgå offentlig transport, hvis andre transportmidler er mulige
    • Opfordring til hjemmearbejde i videst muligt omfang
    • Anbefaling om at begrænse trængslen i detailhandlen og skærpe andre smitteforebyggende tiltag i forbindelse med indkøb
    • Opfordring til øget opmærksomhed på afstandsanbefalinger i det offentlige rum, i restaurations- og forlystelsesbranchen og i kulturlivet
    • Opfordring til at følge Sundhedsstyrelsen gode råd for afholdelse af private fester
    • Anbefaling om, at fysisk fremmøde i gymnasier og andre ungdomsuddannelser udskydes i 14 dage
    • Anbefaling om, at ruskurser og andre arrangementer, som ligger forud for egentlig studiestart på videregående uddannelser aflyses eller udskydes
    • Opfordring til, at flest mulige aktiviteter foregår udendørs
    • Massiv informationsindsats målrettet borgerne i Aarhus.
    • Følgende tiltag er allerede iværksat: mobile testenheder, test af plejepersonale og sundhedspersonale, besøgsrestriktioner, forstærket politiindsats med fokus på forsamlinger og sikring af isolationsfaciliteter. I dag supplerer Styrelsen for Patientsikkerhed i samarbejde med Aarhus Kommune med ti yderligere tiltag, som er vurderet nødvendige i indsatsen for at få udbruddet i Aarhus under kontrol.

    Tiltagene vil foreløbigt gælde de næste 14 dage.

    Sidst opdateret: 1. december 2023