Gå til hovedindhold

Aarhus Skøjtehal åbner med fornyet energi

Det bliver en renoveret og opdateret skøjtehal, der byder gæsterne velkommen, når der lørdag den 12. oktober er faceoff på den nye sæson.

  • Læs op

Indhold

    Aarhus Skøjtehal har skiftet ham henover sommeren. Når den gamle skøjtehal fra 1964 åbner for sæsonen på lørdag, bliver det i en meget mere bæredygtig udgave end tidligere med isoleret gulv samt nye energibesparende køle- og ventilationsanlæg.

    Skøjtehallen har fået et løft til glæde for både brugere og miljøet. Dermed lever renoveringen op til to af de ting, der er vigtigst for mig. Vi skal styrke rammerne og idrættens sunde fællesskaber og samvær, og vi skal sikre en mere bæredygtig fremtid,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

    Det er en større omgang skøjtehallen har været igennem. Gulvet på selve isbanen er blevet isoleret i en sådan grad, at det forventes, at energiforbruget bliver halveret.

    Selve islaget er også halveret. Fremover er det kun 3-5 cm. tykt mod tidligere 8-12 cm. Det betyder, at der fremover vil blive brugt færre ressourcer på at klargøre isen og langt mindre energi på at holde isen frossen.

    Derudover er det gamle køleanlæg udskiftet til et mere klimavenligt, og der er opsat et nyt moderne ventilationsanlæg i hallen.

    Som en ekstra bonus har renoveringsarbejdet også givet en mere behagelig oplevelse for de besøgende. Der er opsat strålevarmepaneler i loftet, så der kan tændes for varmen over tilskuerpladserne og den gamle slidte træbande rundt om isbanen er udskiftet til en mere moderne model.

    Renoveringen har kostet omkring 20 millioner kroner.

    Den renoverede skøjtehal kan opleves fra lørdag den 12. oktober kl.12.00, hvor dørene åbner for sæsonen.

    Sidst opdateret: 21. september 2023